mandag den 12. oktober 2009

Sidste besøg fra sundhedsplejersken

Så har vi haft det sidste "normale" besøg fra sundhedsplejersken. Der er mulighed for et besøg når pigerne er 1½ år - nu må vi se om det er nødvendigt ;-)

Vores tidligere sundhedsplejerske har valgt at gå på pension, så det var en ny der kom på besøg. Hun var meget betaget af pigerne, og syntes slet ikke at man kunne mærke på deres udvikling, at de var kommet til verden lidt før tid. Især var deres motorik præcis som man kan forvente af en baby på 10 måneder. Så det er jo bare rigtigt dejligt.

Hun målte Julie til 67 cm og 8 kg og Emma til 69 cm og 8,1 kg. Ja, det ser ud som om den lille har overhalet den store...

Hun lavede også BOEL prøven på dem. Det gik fint, dog bemærkede hun at Emma skeler på sit venstre øje, og anbefalede os at vi lige fik en øjenlæge til at kigge på det, så der kunne tages de nødvendige skridt allerede nu.

Lørdag havde vi en hyggedag i vores lille familie. Vi startede med at tage på lagerudsalg på Frederiksberg. Pigerne er så småt vokset ud af deres "barnevognsjakke", så vi manglede nogle nye. Det fik vi - og lidt til. Men der var 60% rabat, så alt i alt var det dejligt billigt. Bagefter kørte vi i Frederiksberg Centret, hvor pigerne charmerede alle på den restaurant vi spiste (så er de dejlige at have med).

Søndag var jeg til Baby-og børnemesse i Øksnehallen. Det var en dejlig dag, som vi rundede af med at forevige hos fotografen på messen.

Billederne er enkeltvis under Vores billeder.


mandag den 5. oktober 2009

Artikel i Vores Børn

Her er artiklen fra Vores Børn (Oktober udgaven)


Jeg har også lagt artiklen under vores billeder. Har kan den hentes ned til computeren, og forstørres så den kan læses. God fornøjelse.

søndag den 4. oktober 2009

10 måneder

Nu har vi haft vores dejlige piger i 10 måneder.


Emma vejer 7,6 kg og er 66,5 cm lang. Hun har 4 tænder foroven i munden og 3 for neden. Hun kan sidde på knæ og kan kravle, rejser sig op af alt, griner og smiler meget, hun er glad for og rokker til musik og siger mange forskellige lyde. Hun er rigtig glad for at være i svømmehallen, hvor hun kan dykke og selv holde sig oppe ved kanten. Emma er dygtig til selv at spise med fingrene. Hun er en lille udbrydertrold på puslebordet og bliver sur når hun bliver lagt tilbage på ryggen.


Julie vejer 7,6 kg og er 67,5 cm lang. Hun har 4 tænder foroven i munden og 2 for neden. Hun kan sidde og kan kravle. Hun er glad for at sidde og undersøge de ting hun støder på på sin vej rundt i lejligheden. Især bliver hun begejstret hvis det er en blød bamse hun finder. Hun er dygtig til at sove om natten og sover dejligt længe om morgenen. Julie er dygtig til at spise af gaffel og drikke af kop. Hun er mere tilbageholden overfor fremmede, men når hun føler sig godt tilpas, lægger hun hovedet på skrå og stor-charmer alle.



Pigerne er nu nr. 17+18 på venteliste til dagpleje og nr. 20+21 på venteliste til institution. Det går da fremad.