onsdag den 30. juli 2008

Allergi

Jeg har fået allergi. Og jeg ved, at jeg har haft det længe. Nu vil jeg fortælle, hvad jeg helt præcist har allergi overfor. Det er to grupper af mennesker.



Det første, jeg har allergi overfor, er mennesker, der som kvinden ovenfor, vælger at tale i deres mobiltelefon, mens de skal føre en bil, og de samtidig vælger at holde mobiltelefonen i hånden.

Jeg kan bare ikke snuppe det. Tidligere i dag, midt i den københavnske myldretid, hvor jeg var på en gåtur omkring Vibenshus Runddel, kunne jeg se, hvor mange der egentlig vælger at gøre dette - til fare for fodgængere, cyklister og medbilister. Et forsigtigt skøn fra min side: Føreren af hver 10. bil valgte denne mærkelige adfærd.

Det rigtig uansvarlige kommer frem, når rattet lige skal holde med det ene eller begge knæ, så der kan skiftes gear med den hånd, der lige har været på rattet. (Den anden hånd skal telefonen holdes med).

De andre mennesker, jeg har allergi overfor: Det er også noget trafikrelateret. Jeg kan bare slet ikke klare at se på, når cyklister kører som død og helvede ind gennem et trafikeret kryds, hvor bilerne svinger til højre i en lind strøm, UDEN at cyklisterne lige kigger sig til venstre, for at se om nu bilisten også holder øje med bagfrakommende cyklister.

Nej, rigtig mange cyklister kører alt hvad de kan, ud i krydset, uden at skænke trafiksituationen den mindste tanke. "Her kommer jeg". Gerne med en MP3-afspiller kørende for fulde hammer, så man heller ikke kan høre noget af, hvad der foregår.

Ville det ikke være bare lidt gavnligt for statistikkerne, hvis man gjorde det til et samarbejde i trafikken? Når der fx er biler, der svinger til højre, burde cyklisterne altså samtidig se til venstre, så man er enige om, at ingen kører ind i hinanden.

Nå, bare lidt holdningstilkendegivelse... fra Jacob.

mandag den 28. juli 2008

Onkel Anders?


Der mangler kun en stråhat på et af billederne ovenfor. Det MÅ altså være Onkel Anders, de har støvet frem... Hvad er der sker her i verden?

Kano og countdown




Kære læsere

Sommeren er for alvor over os i Danmark, og det benyttede vi os af i lørdags, hvor vi sammen med Henriette, Søren og Simon bevægede os ud på Lyngby Sø og Bagsværd Sø for at ro i kano i et par timer. Vi havde en skøn eftermiddag sammen med familien fra Bagsværd.

Jeg sværger generelt ikke sådan til reklamer på bloggen, men jeg vil gerne anbefale det til andre, og jeg har ikke sagt for meget når jeg røber, at det var kanoudlejningen ved Nybro, som vi satte vores lid til.

Jeg viser lige et par billeder fra dagen. Øverst oppe ser I beviset på, at selv jeg kan fungere som en motor i en kano. Og nedenfor ses vores søde nevø Simon, der nyder sin mors gode hjemmebagte kage. Det var en god eftermiddag!


Og så er ugen ellers oprindet, hvor jeg for alvor kan sætte det letsindige årti, hvor alderen ender på "tyve" til tælling. Der findes ikke noget tal, der hedder tiogtyve - NEJ - på søndag, må jeg erkende, at jeg runder et skarpt hjørne her i livet, da jeg starter ørkenvandringen ud mod de 40 år. Jeg sætter hermed et lille socialpsykologisk eksperiment igang: "Føles det anderledes at have rundet hjørnet med de 30 år". Fortsættelse kan af gode grunde først følge, når vi er et stykke inde i måneden, der kalder sig selv for august.

10, 9, 8...

søndag den 20. juli 2008

Vores sommerferie i Danmark


Og så er det jo nu, vi sætter to streger under denne sommerferie. Vi synes selv, det var en god én af slagsen. Ovenfor ser vi Skagen set fra byens vandtårn.

I den forbindelse vil jeg reklamere for vores billedsamling, som I kan se på

http://picasaweb.google.com/LotteMadsenGroenne/

- dette galleri sørger overfotografen her i huset for at ajourføre med passende mellemrum.

Det har været en god, varieret ferie, hvor vi har været Danmark rundt, besøgt en masse familie, været kulturelle, bidraget til Danmarks BNP - og ikke mindst har vi godt gammeldags slappet af.

På det nederste billede "fordyber" jeg mig i to kvinders vandring i Skagen. Det er det Skagensmaleri, jeg synes bedst om.

Tilbage til arbejde i morgen - hilsen Jacob.




De nye danske stemmer?


Billedet forestiller en sanglærke...

Er det kun mig - eller synes I andre også, at der er gået lidt sport blandt unge danske sangerinder i at efterligne deres ældre medsøstre?

Der er to konkrete eksempler, jeg griber ud af luften:

Lizzie med hendes sang "Ramt i natten":
http://www.youtube.com/watch?v=ajIZ0RQsaDI
- arrangementet mv. er da ret Anne Linnet agtigt! Det har ret meget "Glor på vinduer" mellem linierne.

Sys Bjerre med hendes sang "Malene":
http://www.youtube.com/watch?v=qjNvC_wu0cg
- jeg sys (synes) hendes stemme og sangstil læner sig meget op ad forsangeren i Souvenirs - I ved, dem, der blandt andet sang "Jeg hader Susanne" (en sang, som jeg hader).

Prøv at hør sangene - og lul dig tilbage til 80'erne og 90'erne. Men en popfigur som mig, kan i øvrigt godt lide de to numre.

Mange hilsener
Jacob.

lørdag den 12. juli 2008

Sommerhilsen fra Jylland

Så følger der lige en hilsen her fra sommerlandet. I tirsdags satte vi os i bilen og kørte mod Middelfart, hvor vi fejrede min svigerfars fødselsdag om onsdagen og hyggede os med Birthe og hendes små piger.

Torsdag gik turen videre mod Ringkøbing, hvor vi har slappet af i nogle dage. Der har været tid til tandlægebesøg, køb af nye briller, en tur til Holstebro (i silende regnvejr) og eftermiddagskaffe i sommerhuset.

Nu nyder vi de sidste dage her, inden vi mandag kører til Skagen, hvor vi bare skal slappe af og desuden besøge familien på campingpladsen. Torsdag kører vi sydpå igen inden vi fredag skal besøge Gitte og Andreas, der bor i sommerhus i Blåvand. Her kommer Lone og Jannick også på forbi.

Vi slutter ferien af med at tage til madklub lørdag eftermiddag og aften, hos Marianne og Rolf i deres nye hus.

Mandag den 21. starter vi på arbejde igen - men der er jo længe til endnu.

Mange sommerhilsener

Lotte og Jacob.

mandag den 7. juli 2008

Sommer i Danmark


Kære alle læsere.


Ja, det er længe siden, jeg har givet lyd fra mig - det er der egentlig ikke nogen forklaring på, andet end at tiden går, klokken slår. Og nu har den altså slået til lyd for, at jeg lige skulle udgive et indlæg.

Det er ferietid, er vi alle bekendt med. Her på Østerbro har vi booket os ind i skoleferien/industriferien til trods for at vi hverken har børn i skolealderen eller arbejder ved et samlebånd. Men jeg har tilladt mig at være så betænksom på arbejdet at tage ferie der, hvor der var færrest af mine kolleger, der ville have ferie, og det var altså nu.

Og hvad skal ferien så gå ud på? Jo, vi skal slappe af her i Danmark. Vi har jo allerede haft en lille uges ferie her på Østerbro, så vi er tyvstartet. Vi tager forbi Lottes forældre i nogle dage, derefter op til mine forældre, måske en lille tur i sommerhus i Husby inden vi skal 4 dage til Skagen. Det er mange år siden jeg har været på Skagen, og jeg glæder mig til at skulle forbi Grenen, Skagens Museum og slendre rundt nede omkring havnen. Fiskerestauranterne springer vi over, min udtalte kræsenhed overfor fisk taget i betragtning. Til gengæld kan det være, at vi slår et smut forbi familierne Grønne, der camperer deroppe her i juli - hvis I læser med, så er I hermed advaret.

Hvis der opstår et vakuum undervejs i ferien, så ved jeg godt, hvad der kan tages i brug. Det er simpelt hen Stieg Larssons bøger - jeg er nået til nr. 2, der er grim og barsk, men bare hundehamrende spændende og velskrevet. Jeg glæder mig over, at der er en nr. 3. MEN HVAD SÅ DEREFTER??? Vil I ikke godt tage at gøre jer selv den tjeneste at læse disse bøger? Her er lige et primitivt lille foto af de famøse bøger:





Senere på sommeren står den på et bryllup hos nogle af vores venner, slotskoncert i Ledreborg med Sebastians Skatteøen, og jeg har også en ubændig trang til at skulle forbi Grønnegårdsteateret og se "Den politiske kandestøber", som de opfører derinde.

Efter 5 uger på arbejdsmarkedet sætter jeg i slutningen af august det hele i frigear igen, fordi det er tid til FIP-kongres i Basel - og der bliver nok også mulighed for at kigge forbi Casper og Marianne i Lausanne. Men mere herom senere.

God sommer til jer alle - og lad os håbe på en varm og solrig sommer.

Jacob.