søndag den 30. marts 2008

Paintball og blå mærker (til nogen)


Så har vi været på krigsstien. I tre intense timer her idag var vi 8 drenge fra madklubben, der var i Kongelunden på Amager. Aktiviteten var paintball.

Billedet ovenfor er dog ikke nogen af os, men det kunne det ligeså godt være. Jeg kan udskifte det, hvis jeg kommer i besiddelse af nogle af dagens billeder.

Det var rigtig skægt, grænseoverskridende og mudret. Jeg kan godt anbefale aktiviteten til andre - jeg synes ikke det var så slemt, som man hører historier om.

Det sjoveste var en af banerne, hvor vi skulle beskytte generalen på holdet. Den bane var fyldt med gemmesteder, tårne og muligheder for at plaffe hinanden ned.
Så tak til alle deltagerne for en god dag - og især til dem på det røde hold, for vi vandt jo overlegent over det blå hold.
(Måske der var basis for at sælge noget Hirudoid efter denne dag - et lægemiddel mod blå mærker!)


Jacob.

mandag den 24. marts 2008

Barnedåb - dobbelt op!



Så fik Mathilde og Sofie sine navne. 4 stk hver - ligesom de kongelige. Men som sande tvillinger ligner de hinanden, og 3 af navnene er ens.

Vi er pt. i Middelfart, hvor vi bliver forkælet. Far er gået i gang med støvsugeren (han er vist mere syg end blot ondt i halsen), og mor har i weekenden lært at fokusere med sit digitalkamera. Ja, man undres...

Inden længe går turen tilbage til København, og for mit vedkommende, nogle travle dage frem til 1. april. Men det kender vi jo fra tidligere år.

Jacob bruger mest tid på at beklage sig over sit HD-projekt. Men det er vidst de fleste bekendt. Efterhånden glæder jeg mig lige så meget som ham til det er overstået. Føler næsten at jeg selv følger studiet, så meget som jeg har hørt om det.


Lotte

onsdag den 19. marts 2008

Noget om afhængighed


Jeg er nødt til at indrømme det. Vi er blevet afhængige. Nogle mennesker bliver afhængige af piller, alkohol, slik, fedt, motorsport, en fast indtægt, indkøb eller hvad ved jeg. Nu har vi også prøvet at være afhængige her i lejligheden på Rønnegade. Af noget så åndssvagt som Paradise Hotel på TV3.


Alle hverdage kl. 22 bliver vi nødt til at zappe over på TV3 og se 45 minutters hjerneblæst realityshow. Eller rettere 22 ½ minuts reelt TV, når man subtraherer reklamer og gentagelser.


Men sjovt er det, denne flugt fra virkeligheden og hverdagen. For at efterrationalisere og gøre det bare en lille smule legitimt, så bilder jeg mig ind, at man kan lære lidt om menneskets adfærd og relationer til andre. Jeg ved ikke om det passer, men lad mig dog blive i troen.


Nå, jeg smutter igen, vi skal se TV3 lige om lidt. Kom ikke og sig, at jeg ikke er ærlig - jeg synes faktisk det er lidt pinligt - men vi står ved det... :-)


Ahh... Påskeferie

Så blev det påskeferie. Jeg har haft fri siden siden sidste weekend, og Jacob har fået ferie fra i dag.


I sidste weekend var vi til Jacobs onkel Viggos 50 fødselsdagsfest. Det var en rigtig hyggelig aften, og vi måtte sove til kl. 14 næste dag, før vi var friske igen (det må være alt den friske luft ude på den jyske hede).

I dag jeg haft fornøjelsen af lille Simon. Vi har rodet i CD'erne, så der var lidt for Jacob at lave da han kom hjem igen. Selvom Simon er begyndt at sætte CD'erne op i holderen igen, så følger det ikke altid lige Jacobs orden... Simon og jeg var også en tur i fælledparken, hvor der blev vinket til et træ og gjort et ihærdigt forsøg på at få en and til at tro at den var en vov-vov.





I morgen skal vi til påskefrokost hos Dorthe og Mads. Det skal nok blive en hyggelig dag. Og derefter drager vi mod Fyn, til barnedåb for Kusine Birthes 2 piger. Det bliver spændende om de kan lide gaven.


God påske
Lotte