mandag den 31. august 2009

Nyt projekt

Så er august måned, og dermed også sommeren, ved at rinde ud. Vi har været nogle dage på besøg i det fynske. Vi lagde ud med to rigtig hyggelige dage på madklubsweekend hos familien Kurtmann, der havde inviteret i sommerhus. Vi var glade for at have fået et værelse med maksimal afstand fra de andre, for Emma og Julie valgte at skrige i vilden sky midt om natten i et par timer - men heldigvis var der ikke andre, der hørte det, end Lotte og jeg.

Så har vi været et par dage hos mormor og morfar - og vi har bare slappet af (lidt tiltrængt, bilder vi os ind), og så har vi igangsat næste projekt, som indbefatter, at vi tager pigerne med til Barcelona i 5 dage senere på efteråret. Så nu må vi lige have skaffet et pas til dem hver. Der skulle være rigtig dejligt i Barcelona, så det glæder vi os til.

Mange ultimo-sommerhilsener
Jacob.

søndag den 23. august 2009

To gange børnepasning - det har vi nydt

Så er en dejlig weekend gået, og den har været fyldt med gode aktiviteter.

Fredag ankom farmor og farfar ud på eftermiddagen, for de havde lovet at passe pigerne om aftenen, hvor vi skulle med Lottes arbejde på Bakken. Vi mødtes derude og var først på Bakkens Hvile og høre viser og få en fadøl. Derefter var vi på restaurant inden det var tid til et par ture i forlystelser og vi sluttede med et par timer på Ølgod, hvor selveste Susanne Lana gav koncert - jo jo, vi var rigtig kommet på Bakken, og det var hyggeligt.

Lørdag var jeg på arbejde, mens resten af familien hyggede sig herhjemme. Da jeg kom hjem om eftermiddagen havde de så aftalt endnu en gang børnepasning, så Lotte og jeg var inde i byen om aftenen på restaurant og bagefter i biografen - det er virkelig år og dag siden vi sidst har været det. Vi var inde og se "Engle og Dæmoner", en rigtig god film, og vi fik samtidig planlagt at der er to andre film, vi skal ind og se her til efteråret: "Pigen der legede med ilden" og "Headhunter". Nu har jeg skrevet det her, så vi husker det, og hvis vi ikke får gjort noget ved det, så prik lige til os.

I dag havde pigernes mødregruppe inviteret alle fædrene med til grill i Fælledparken, så vi tilbragte hele eftermiddagen under træernes skygge og ude i solen med kongespil - det var rigtig hyggeligt og nogle søde familier der var samlet.

Så en dejlig weekend med en stor tak til farmor og farfar fordi de ville komme på besøg og hjælpe os. Og så var det i øvrigt også en optakt til nogle uger, hvor jeg er herhjemme. Nu er al sommerferie overstået på mit arbejde, så nu skal jeg være herhjemme og være sammen med familien - det har vi set meget frem til. Jeg har haft en ret hektisk måned på arbejdet pga et EDB-nedbrud med tab af en hel dags data, og det krævede en stor indsats efterfølgende, men det er overstået nu.

Mange hilsener
Jacob.

tirsdag den 11. august 2009

Lidt nyt

Ja, bare fordi min computer ikke vil mere, så skal I andre da ikke snydes for at høre lidt om hvad der foregår her på Rønnegade. Og hvor skal jeg næsten begynde...

Vi var ude ved ortopædkirurgen på Glostrup. Han var ganske tilfreds med, hvordan Emmas fod havde rettet sig. Han kunne dog godt se, at storetåen strittede noget. Han mente, at det skyldes, at huden og senen er vokset sammen. Dette er ikke noget der vil få nogen betydning, for huden er elastisk og vil give efter. Om der kommer "kosmetiske gener" ved vi dog ikke. Han ville gerne se Emma igen, når hun kunne gå, og da jeg ikke kunne spå om det - ej heller huske hvornår jeg selv kunne gå - blev vi enige om at komme forbi igen til november og så der aftale "gå-mødet". Åbenbart har det betydning for hvornår pigerne vil kunne gå, hvornår jeg kunne.

Dagen efter havde vi besøg af sundhedsplejersken. Emma blev målt til 64½ cm og 7100 g. og Julie til 65½ cm og 7200 g. (og ja, den halve centimeter er vigtig). Alt i alt syntes hun, at pigerne så ud til at trives rigtig flot. De følger pænt deres højde- og vægtkurver. Vores sundhedsplejerske skal på pension, og for en kort periode så det ud som om Emma skulle have én sundhedsplejerske og Julie en anden - men det fik de da heldigvis lavet om på igen. Næste besøg er Boel-prøven. Den skal laves, når de er 9-11 måneder (normalt 8-10 måneder), da de jo kom til verden lidt før tid.

I weekenden slappede vi af. Vi havde familien fra Bagsværd til frokost lørdag, og mens Søren knoklede med at finde ud af hvad min computer fejler, prøvede vi andre at lade være med at spekulere for meget på de eventuelle konsekvenser af nedbruddet. Heldigvis var det ikke harddisken den var gal med, og nu er der bestilt nye dele, så vi krydser fingre for, at det hele snart er oppe og køre igen.

Søndag kom onkel Morten et smut forbi og legede lidt med pigerne. Bagefter gik vi 4 en tur i Fælledparken og spiste lidt sen frokost og hyggede os. Dejligt.

Mandag startede rytmik op igen efter sommerferien. Det var dejligt at se, hvordan pigerne øjeblikkeligt følte sig hjemme (de har nu også været der nogle gange). Der var ikke noget skrig eller skrål og de legede rigtig meget med instrumenterne (det er første gang de rigtigt har vist dem interesse) og kiggede meget interesseret efter både Mettes fugle og sæbeboblerne. Det er skønt at se, hvor meget de nyder det.

I dag har vi været til svømning for første gang. Emma og Julie går på det hold der hedder Søhesten i Farum Svømmehal. Da det er meget besværligt at få plads på et hold tæt på hvor vi bor, blev vi enige om, at det var ligemeget om vi skulle bruge transporttiden den ene eller den anden vej. Og så blev det altså Farum. Flere havde anbefalet det, og vi er også ganske godt tilfreds. Alle de andre på holdet har gået til svømning før, men det var nu ikke meget vi kunne mærke forskel. Pigerne plaskede rundt, grinede, lagde an til at sprige i vandet når de blev sat på kanten, var ikke bange for at ligge på hverken mave eller ryg i vandet. Instruktørerne var ganske tilfredse, og snakkede om, at pigerne skulle lære at dykke allerede en af de næste gange. Endnu en gang skønt at se, hvor meget de nød det. Så er det altså alle pengene værd.

I dag har Jacob og jeg 2 års bryllupsdag. Tænk, at det allerede er 2 år siden at vi blev gift!! Som min far sagde - 2 år og 2 børn, hvad kan det ikke blive til... Men lad os nu ikke tænke på det ;-)

mandag den 3. august 2009

31 år og 8 måneder

I dag er det Jacobs fødselsdag - hurra hurra hurra...


I dag har vi fejret Jacobs fødselsdag. Vi har besøg af farmor og farfar, og vi spiste hyggelig fødselsdagsmorgenmad sammen i morges. Jacob har været på arbejde idag, og imens har vi andre hygget os herhjemme. Her til aften har vi hygget lidt for Jacob, blandt andet med en god steg stegt i grillen (det må vi gøre noget oftere, for den var rigtig god). Mens jeg skriver dette er kaffen ved at blive lavet, og vi skal have fødselsdagskage og lidt mere hygge.

I morgen skal jeg en tur til Glostrup sammen med Emma, så ortopædkirurgen kan kigge på hendes fod. Spændende hvad han siger. Vi kan stadig se at den er skæv, fx når hun er i bad. Men det kan jo være at det er noget der retter sig selv når hun begynder at gå. Nu får vi se.



Pigerne er nu 8 måneder, og det valgte vi at fejre ved at veje dem. Emma vejer nu 7.080 g. og Julie 7.150 g. Dejlige piger! På onsdag kommer sundhedsplejersken, så må vi se hvor lange de er. Mit bud er 66 cm.