fredag den 30. maj 2008

Slut på en ørkenvandring



(Det grønne bord...)


Sikke en lettelse, rent ud sagt.

I tirsdag afsluttede jeg HD-studiet med et 4-tal. Min hovedopgave, inkl. mig selv, var til eksamen, og det gik som jeg havde forventet og fortjent.


Det er vildt dejligt at være færdig med det. Når jeg tænker på, at jeg overvejede at sætte det hele på standby i vinters, så er jeg glad for, at jeg holdt ved og fik det lukket ned her inden sommer.


For de, der overvejer det: www.cbs.dk/hd

Så er der åbnet op for de næste projekter. I dag har Morten Bulskov været og hente vores gamle sofa, så der er plads til den nye, som ankommer i weekenden. Vi må lægge et billede ud af den. Vi skal nyde det gode vejr på altanen, og så er jeg blevet fanget af Stieg Larssons bøger. Midt i det hele gælder det Lises 30 års fødselsdag, lørdag aften, og i næste uge er det Mathias, der fylder 30 år. Ja, vi nærmer os det runde hjørne.


Juni måned skal jeg bruge på at være censor på Farmakonomuddannelsen et par gange, og ellers så er det vist hjemmefronten/lejligheden, der er blevet forsømt. Lotte har længe bedt mig om at få ryddet ud og sorteret i mine gemmer og bøgerne. Jeg må hellere få gjort noget ved det.


Det var alt for nu - håber der er nogen der læser dette forsøg på lidt causeri over vores halvtrivielle tilværelse :-)


lørdag den 10. maj 2008

Forbrydelse i farvandet




Har I hørt det? DR starter optagelser til en fortsættelse af Forbrydelsen. Danske produktioner af dramaserier synes jeg næsten altid er det hele værd - så nu kan vi se frem til 2009, hvor der igen ruller gode skuespillerpræstationer over skærmen.

Vi nyder det gode pinsevejr på altanen og i haven - og vi må også en tur over i Fælledparken og se hvad der sker der - der er jo karneval her i København.

I mandags afleverede jeg min hovedopgave på HD - så nu begynder det at nærme sig afslutningen på denne "ørkenvandring".

Rigtig god pinse til alle - husk at nyde fridagene.

lørdag den 3. maj 2008

Weekend, Simon og Jacobs opgave

Sikke dejligt vejr.

Vi har i dag haft Simon på besøg. Han har endnu engang charmeret en vis legemsdel ud af en beklædningsdel... Han tog legepladsen med storm, og lod sig ikke kue af, at der var en lidt større dreng der kendte pladsen lidt bedre end ham.

I morgen skal Jacobs opgave trykkes og så er det bare at få den afleveret på mandag. Det bliver så dejligt når den er ude af verden. Vi skal i Fælledparken og grille med madklubben i morgen, og i morgen aften skal vi ud og spise, og fejre at opgaven er færdig.



I får lige et billede af de tulipaner vi fik til brylluppet. De er plantet i mors og fars have hvor de lyser op med deres flotte farve. Dem kan vi glædes ved mange år fremover (og i vores egen have når vi engang får sådan en). Buketten er plukket i sidste weekend, og hovederne står lige så flot i dag.

I kan se billeder fra i dag under "Vores billeder" til højre.

torsdag den 1. maj 2008

Så lad da være med at tage flyveren

Danmark er i forargelse fordi en nødlanding endte lykkeligt.

Flyet i Tyrkiet kunne vel have landet på en langt mere ulykkelig måde end det var tilfældet tidligere i dag? Det skete heldigvis ikke.

Alligevel er det pisket op til hysteri. "Skal du nogensinde ud at flyve igen?" bliver nogle af de danske charterturister spurgt. "Nej, ikke efter det idag", bliver der svaret. Og?? Så lad dog være med at tage ud at flyve igen.

Øh, er det kun mig, eller burde man ikke bare prise sig lykkelig over, at der ikke skete noget. Knap er de landet, før Helvede er løs, og der skal findes årsager, politikere skal udtale sig etc.

Sådan var det altså ikke, da Stefan Rasmussen landede et SAS-fly i 1992 - da kunne man godt fokusere på, at det endte så lykkeligt som det gjorde.

Og helt ærligt, turister: Der er altså ikke nogle mennesker her i landet, der har bedt jer om, at I skulle stige ind i en charterflyver - det har vel forhåbentlig været et valg, I selv har truffet, inkl. den (minimale) risiko, det teoretisk indebar for jer.

Jeg synes nøgleordet er taknemmelighed - jeg mener, at vi har for lidt af dette i vores samfund. Det handler i høj grad om at danskerne "kræver" og "forlanger". Det kan jeg give mange eksempler på fra mit arbejde, men det vil jeg spare jer for i denne omgang, men måske vil jeg vende tilbage på et senere tidspunkt om det...