fredag den 31. juli 2009

Den længste søvn

Så skete det endelig ;-)


I går blev pigerne lagt i seng omkring kl. 21 som de plejer. Kl. 3 og kl. 5 skulle Julie lige have sutten og kl. 6.30 var Emma vågen og sulten, og Julie vågen en lille halv time senere. Helt vildt!!! Første nat uden mad. Lad os håbe, at dette er begyndelsen på den lykkelige tid, hvor børn sover igennem, og ikke mindst - lad os håbe at den varer ved.


I morges da Emma vågnede og var sulten, kom hun ind til os i soveværelset og blev ammet i sengen. Det var rigtigt hyggeligt, og hun lå virkelig og charmede. Jeg tænkte, at når nu hun var i så godt humør, var der en reel mulighed for, at hun ville ligge og lege lidt selv (med det hav af legetøj, der efterhånden har sneget sig ind i soveværelset), så moderen kunne få ½ time mere på øjet. Emma lurede godt, at jeg prøvede at sove, og som den kvikke baby hun er, lagde hun 2 og 2 sammen og gav mig hendes sut - ikke én gang, men to gange, og ikke bare lagt hen i nærheden af mig, næ hun oksede og boksede for at komme helt tæt på mig, og prøvede så at putte sutten ind i munden på mig, og det var tæt på det lykkedes. En sut har nu aldrig rigtigt været mig. Men, sød og omsorgsfuld, det er hun.


I denne uge kom børnepengene, og som alle andre børnefamilier i Danmark mente vi, at det var bedst at få dem brændt af hurtigst muligt ;-) Nyeste investeringer er klapvogne og rejsesenge. Klapvognene fik vi på udsalg til halv pris - så bliver man jo nødt til at slå til, og sengene sparede vi en hund på hver. Alt i alt en god handel, og så blev der jo til lidt (mere) legetøj til tøserne.


I morgen kommer farmor og farfar på besøg. Jacob har fødselsdag på mandag, og det skal de være med til at fejre. På tirsdag skal vi til kontrol med Emmas fod hos ortopædkirurgen på Glostrup Hospital, og vi har fået det ordnet således at farmor og farfar bliver til tirsdag og passer Julie imens. Dette er så formentlig også tidspunktet, hvor de nye klapvogne skal i brug for første gang. Rejsesengene venter vi lidt med at tage i brug.


onsdag den 29. juli 2009

Noget nyt

Som forventer sker der hele tiden noget nyt.

Julie har nu mestret kunsten at sidde selv. I dag sad hun i barnevognen for første gang. Jeg havde endda været flink og rejst ryglænet til lodret, men ville den lille dame bruge det? Næ nej - kan selv vil selv.


I den sidste uge har pigerne kun fået mad én gang i løbet af natten. Det er oftest lige omkring kl. 4. Det er bare super dejligt at der efterhånden er ved at være en rytme der er til at regne med. (altså lige indtil de ændrer det...).

Døgnet hos os ser derfor således ud nu:

Kl. 4 - flaske, 200 ml
Kl. 9 - havregrød
Kl. 10.30 - lur, 5 kvarter
Kl. 13 - hirse-/majsgrød
Kl. 15 - ammes
Kl. 15.30 - lur, 5 kvarter
Kl. 19 - mos med forskellige grøntsager og kød
Kl. 21- ammes og derefter godnat

Nu må vi se hvorlænge det varer.

I går havde vi besøg af de to fætre, så hermed et af de første billeder af alle 4:

Jeg ved ikke helt hvad Simon og Emma laver, men sjovt det var det.

torsdag den 23. juli 2009

Højt humør

Kom ikke og sig, at de små piger ikke er lattermilde - dette kan vist få det gode humør frem i os alle.


Kød

Nu har vi udvidet pigernes menu endnu en gang.

Pigerne har i dag fået kylling til aften. Kødet var kogt og blendet inden det kom i kartoffelmosen, så det er tvivlsomt, om de overhovedet opdagede det ;-)

I dag har vi tilmeldt pigerne babysvømning på hold, der starter op i august - så er det spændende om vi får plads. Jeg ved ikke hvor mange der er om pladserne, så vi har ingen fornemmelse.

Vi har lige tjekket ventelisterne til pasning. Pigerne er nr. 24 og 25 på ventelisten til dagpleje og 45 og 46 på venteliste til vuggestue - det går fremad ;-)

onsdag den 22. juli 2009

Adskillelse

I dag har vi for første gang rigtigt lavet noget med pigerne hver for sig. Jacob havde fri idag, og i denne uge var mødregruppen rykket til onsdag istedet for torsdag. Så vi besluttede at jeg tog den ene pige med, mens Jacob blev hjemme og hyggede med den anden. Jeg havde Emma med, og det var mærkeligt "kun" at have en at holde styr på, men så er det også prøvet ;-)

Men det bedste var nu da vi kom hjem igen. Emma faldt i søvn på vej hjem, så det var først da hun vågnede 3 kvarter senere at Julie så at vi var hjemme igen. Emma blev mødt af et stort smil og det lignede at hun rakte armene frem for at tage imod hende (Julie lå i kravlegården, og jeg lagde Emma ned til hende). Efter jeg havde lagt Emma på ryggen ved siden af Julie (som også lå på ryggen), var jeg væk fra dem et lille øjeblik, og da jeg kom tilbage lå Julie på maven helt tæt ved Emma - faktisk med den ene arm oven på hende. Det så rigtig sødt ud! - Men det viste sig at Julie havde en anden dagsorden, hun var nemlig på udkig efter Emmas sut. Ud af Emmas mund og ind i Julies. Hmm... det var ikke helt så sødt.

tirsdag den 21. juli 2009

Så sluttede ferien

Så blev det enden på vores ferie. Selvom det er nærliggende at sige, at det ikke gør den store forskel for mig, da jeg jo stadig er på barsel, kan jeg forsikre jeg for, at det gør det. I de 2½ uge vi har været af sted på ferie, har vi været 8 hænder til at holde styre de to piger – nu er det igen kun mig i dagtimerne. Derudover har Jacob været på om natten med sutteflasken, så jeg kunne få lidt mere søvn. Selvom jeg stadig vågner hver gang pigerne skal have mad, så betyder det meget, at jeg ikke skal ud af sengen. Men nu er det altså hverdag igen.

I løbet af ferien er der sket rigtig meget med pigerne. Blandt andet har de begge lært at spytte, hvilket ikke er så morsomt, når de skal have mad, da det i praksis betyder mad ud over det hele. Herudover kan de nu også begge vende sig fra ryg til mave, og dermed rulle. Så fra nu af skal vi passe rigtig meget på, hvad vi har stående/liggende fremme, samt hvor vi lægger dem.

Som den flittige læser ved, har Emma fået en tand. Julie følger nu trop. Indtil videre har det været noget nemmere denne gang. Især fordi vi ved, hvorfor hun er ulykkelig, og kan give hende noget Panodil. Det virker rigtigt godt, og i løbet af 10 minutter er hun rolig igen. Emmas tand er nu blevet så stor, at vi er begyndt at børste den. Det har hun taget ganske pænt.


Efter vi kom tilbage til lejligheden efter vores ferie, har vi flyttet pigernes senge ind på deres værelse. Efter at have sovet fastspændt i voksiposerne, kunne de næsten ikke styre, at de nu kunne vende sig i deres senge. Så det blev flittigt afprøvet – med det resultat at moderen må ud af sengen kl. 3 om natten og vende dem om på ryggen igen, fordi de brokker sig over at ligge på maven… Ja, man kan ikke vinde hver gang. Men alt i alt har de taget det rigtigt flot og i morges vågnede Jacob kl. 7 ved at de gav lyd fra sig (Han tog dem, og jeg fik lov at sove til 7.45 – dejligt!).

Som det sidste – men måske største – er pigerne begyndt at få 3 måltider samt eftermiddagsfrugt. Øllebrød til morgenmad, majs/hirsegrød til frokost og kartoffel/gulerodsmos til aften. Om eftermiddagen er det fx agurk, honningmelon, blommer eller nektariner.

Og til dem der siger at de på et tidspunkt vil få rigtig meget glæde af hinanden, kan vi kun sige - at det har de allerede!

tirsdag den 14. juli 2009

Et bogtip



Vil bare lige sige, at jeg er et godt stykke igennem Blekingegadebanden 2 - og det er nogle bøger, jeg rigtig godt kan anbefale at læse. Det er ret uhyggeligt og tankevækkende, hvad der sådan kunne foregå her i landet i 80'erne.


Nu må jeg så til at tænke på det næste bogprojekt - jeg tror det bliver Camilla Läckberg-serien, som står for skud. (Så er jeg vist også "booket" op de næste mange år).

Mvh. Jacob.

mandag den 13. juli 2009

Det går så stærkt

Hvor tiden dog bare flyver afsted. Der er allerede gået 2/3 af Jacobs ferie, og det føles som om den begyndte i går...

Her i ferien har vi ændret lidt på vores rutiner. Det har blandt andet betydet at Jacob giver pigerne deres flaske om natten, således at jeg kan få lidt mere søvn end jeg plejer, og det dermed også bliver lidt ferie for mig. Og da Julie er kommet ind i en rigtig god rytme med kun et - nogen gange to - måltider om natten, skulle man tror at jeg fik en masse søvn, men men men. Så nemt skal det altså ikke være. Først havde vi en ca. 5 dage hvor Emma havde feber og derfor var meget urolig om natten (også om dagen for den sags skyld, men der synes det bare ikke så tydeligt), og bagefter er det som om hun ikke kan huske at hun er blevet en stor pige på 7 mdr., for vi er inde i en rigtig hård rytme med MANGE måltider om natten. Et eksempel er den seneste nat. Jeg gik i seng kl. 22.30. Kl. 23 skulle Emma have sin flaske og kl. 24 Julie. Kl. 2 blev Emma ammet, igen kl. 4 - hvor også Julie skulle have - skulle der spises og her ville damen ikke sove bagefter (ville hellere op og lege), så hun fik lov at komme over i vores seng. Kl. 7 blev hun ammet igen. Julie fik først mad kl. 8.30, men var også vågen kl. 7.

I et forsøg på at gøre noget ved dette natteroderi har vi ændret på pigernes madplan. Således er de nu overgået til 3 måltider (kl. 8.30, 13 og 19) samt frugt sidst på eftermiddagen. Dette er endnu så nyt at vi ikke ved om det har noget effekt, men vi håber. Frugt og agurk er i hvert fald et kæmpe hit.

torsdag den 9. juli 2009

Kun lige halvvejs igennem ferien

Så er det lige her midtvejs tid til en lille status på feriesæsonen.

Vi har, som Lotte allerede har skrevet, været i sommerhus i Husby. Det var rigtig skønt, og det var lige mens det var godt vejr. Det blev også til et besøg af familien Dupont fra Lemvig - dem ser vi jo ikke så tit. Vi har besøgt både familie i Ringkøbing og i Middelfart - det har været dejligt at kunne blive vartet op og at nogle ville hjælpe med de små piger. Vi har også været i Zoologisk Have for at lufte vores årskort.

Hvor vi tidligere skulle nå så meget som muligt i vores ferie (fx rejse 3 uger til USA), ja, så kan jeg godt mærke, at vi har fået et helt andet behov for bare at trække stikket ud og lade dagene drive afsted med hvad der nu måtte ske. Vi lægger ikke de store planer, men tager lidt tingene som de kommmer.

Resten af ferien skal nok få ben at gå på, inden det bliver den 20.7. og jeg vender tilbage til apoteket.

Mange sommerhilsener
Jacob.

tirsdag den 7. juli 2009

Sommerferie

Så har vores lille familie været på ferie for første gang. Vi har været i Sommerhus i Vestjylland. Og det har bare været rigtig dejligt at slappe af og have Jacob for os selv. Vi synes selv at vi kan mærke at pigerne kan føle at det hele er lidt mere afslappet når vi holder ferie.

Som noget nyt har pigerne sovet på deres eget værelse mens vi har været i Sommerhus. Og det er bare gået rigtig godt. Samtidig er der også sket store fremskridt mht. hvor mange måltider pigerne skal have om natten, og dermed hvor meget nattesøvn jeg får.

Der er sommerbilleder i vores galleri.