torsdag den 29. juli 2010

Forbrydelsen III

Så kan vi godt begynde at glæde os: http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=18608

Det er ganske vist længe til, men jeg håber det er værd at vente på.

Fortsat god sommer til alle

Jacob.

fredag den 16. juli 2010

torsdag den 15. juli 2010

En uge med pigerne

Jeg har ferie i denne uge - en hel uge alene med tøserne. Det er lige før jeg kan sidde og drømme tilbage til den gang på barsel. Og så alligevel, for hvor er der altså bare sket rigtigt meget!

Pigerne er meget bevidste om hvad de vil og ikke vil. For eksempel i dag inde i stuen kom Julie hen og tog fat i min hånd. Der var ingen tvivl om hvad hun ville: Hun ville tumle på madrassen, og det er bare super skønt. Næste skridt bliver, at de kan udtrykke det med ord. Men så længe de kan vise os, hvad det er de vil, så er det også i orden.

Det med ordene er ikke så lige til, og så alligevel. I torsdags da vi var i Legoland og lige havde parkeret bilen, kom en anden bil kørende. På forsædet i den bil sad en stor hund. Julie pegede på den og sagde højt og tydeligt "Vov vov". I går eftermiddags lå Jacob og sov til lidt cykelløb, og 3-4 gange sagde Julie noget der mistænkeligt meget lignede "far". Ikke at det havde nogen effekt - Jacob forblev sovende...

Emma siger ikke så meget ord (eller lyde vi kan genkende). Til gengæld kan vi få hende til at sige de samme lyde som os. Ja, det vil altså sige når hun ikke lige går rundt og tysser på os (schyyy og en pegefinger foran læberne).

Det er lidt som om pigerne på denne front arbejder for modsatrettede interesser.

Sommerferie

Så er vi hjemme igen efter en dejlig tur i sommerhus i anledning af morfars fødselsdag.

Vi kørte fra København til Houstrup i et stræk (kort pause undervejs), da pigerne for en gangs skyld gerne ville sove og stort set ikke skreg (i hvert fald ikke så meget som de plejer) når de blev spændt fast i stolen. Det må også være træls at være spændt fast og ikke rigtig kunne røre sig, men det er nu en gang vilkårene.

Vel ankommet til sommerhuset brugte pigerne resten af dagen på at undersøge huset og haven, og farmand og jeg fik en lille slapper.

Mandag var vi en tur i den store sandkasse ved Vesterhavet. Det kunne pigerne rigtigt godt lide, om end vandet var lidt for koldt til de små fødder.

Tirsdag brugte vi på at besøge Sea West. Indgang til Badeland var 100 kr. pr. næse, og så blev vi altså lidt nærige. Når nu pigerne alligevel ikke kan være i vandet i mere end 30 minutter (som vores instruktør til babysvømning understregede), så syntes vi, at de penge kunne bruges bedre på anden vis. I stedet var vi i hoppe-loppeland, og det var bare lige sagen. Pigerne kravlede, klatrede og rutsjede til den store guldmedalje.

Onsdag gik turen til badeland i Oksbøl. Det var rigtigt godt og især den lille rutsjebane faldt i pigernes smag. Efter badelandet kørte vi en tur til Esbjerg og så lidt på byen og dens butikker i et par timer inden turen atter gik mod sommerhuset. Vi måtte ikke bruge alle vores kræfter, for dagen efter stod programmet på Legoland. Jeg glædede mig i hvert fald.

Vi prøvede mange ting inkl. legotog, minibåde, safaribiler og monorail, men det sjoveste må nok have været legondolen. Emma grinede så højt at der var flere af de andre ”tilskuere” der bemærkede det. Så får man lige en ekstra tur.

Fredag var det morfars fødselsdag, og der kom gæster til frokost. Mormor sendte far til Hvide Sande efter fiskefileter til vores frokost – tak for det, og ellers blev dagen nydt sammen med familien. Vi nåede også en tur mere til Vesterhavet, og denne gang kom pigerne lidt længere ud end til at dyppe tæerne (men ikke meget).

Lørdag var nedpakning og tilbage til Middelfart. Her blev vi weekenden over – vejret var bare for godt til at skynde sig hjem til en lejlighed.