mandag den 8. november 2010

Så begynder det så småt med ordene

Alting er en tiger, og jeg mener alt! Om det så er en plastik isbjørn i Kop & Kande eller en bolle fra bageren, så er det en tiger. Jeg havde godt nok læst i en bog, at mange børn ikke kan skelne dyrene fra hinanden, og at alt derfor er en vov-vov. Men i vores tilfælde er det altså en tiger ;-)

Selv om det føles som om vores dage er meget ens, så sker der alligevel rigtigt meget hele tiden. Med under en måned til pigernes 2 års fødselsdag, må det være på tide med en status.

Der bliver gået, løbet, hoppet og især klatret rigtigt meget. Om det er på klatrevæggen nede på legepladsen, over sofaen, igennem de nye reoler, på klaveret eller på spisebordet er et fedt. Kan der kravles på det, så bliver det gjort. Især Julie er begyndt at klatre meget.

Som jeg skrev i overskriften begynder det at ligne noget med ordene. Tiger har vi haft gang i i et stykke tid, og i dag da Emma og Jacob kom ind i lejligheden, pegede Emma på Jacob og sagde "far" hvorefter hun pegede på mig og sagde "moar". Så er den vidst go' nok.

Pigerne er også begyndt at interessere sig for noget andet. Noahs ark og de små dyr er meget spændende, men det er også begyndt at være et hit at sidde ved bordet og tegne, eller sågar se tegnefilm (det sidste dog mest når man er syg, eller vågner midt om natten og er ulykkelig og absolut ikke vil ligge ned i sengen). Også puslespillene bliver brugt meget, og Jacob og jeg bruger dem til at tale om dyrene ud fra. Pigerne ved hvad mange af dyrene hedder, nu skal de bare lære at udtale det.

Efter vi kom hjem fra Rhodos kæmpede vi i en periode med at pigerne ikke ville i bad. Det er vi nu heldigvis ovre og pigerne vil igen gerne lege med vand - især hvis der er lidt duplo-dyr med i vandet. Det er dejligt at se hvordan de kan hygge sig med hinanden.

En ting der også er et meget stort hit - og efterhånden har været det i et stykke tid - er at tømme skufferne i vores kommode. Der er særligt 3 af skufferne, som er interessante. Natten mellem lørdag og søndag endte begge pigerne i vores seng, og søndag morgen vågnede jeg ved at Emma sad ved siden af os og sparkede til min arm(!?) Da jeg satte mig op, kunne jeg se at Julie åbenbart havde været vågen lidt længere, for alt fra skufferne var taget op og sirligt lagt på en af taburetterne. Hun havde desværre også nået at miste et par puslespilsbrikker undervejs... (Dem leder vi stadig efter).

Den sidste ting jeg vil berette om nu, er at især Julie igennem længere tid har smidt alt fra sin seng ned på gulvet. I en periode beholdt hun lagenet og puttede under det, men nu er det alt, der bliver smidt ud. I lørdags da jeg lige ville tjekke om hun sov, fandt jeg hende liggende under madrassen. Ja, fantasien fejler i hvert fald ikke noget. Når pigerne er kommet i seng, står de op og kaster alle bamserne frem og tilbage (jeg mistænker lidt at sutterne også får en tur - og sad lamperne ikke fast i ledningen, så gjorde de nok også). Jeg mærkede det på egen krop, da jeg i weekenden fik en bamse lige i hovedet, da jeg ville tjekke om de sov - det gjorde de ikke ;-) Men kasteøjet fejler i hvert fald ikke noget (hvilket vi også så, da Julie smed sutten ind til rensdyrene i Zoo, jf. Jacobs indslag).

søndag den 7. november 2010

Tur i Zoo


Vores årskort til Zoo er ved at blive slidt op - vi håber ikke der kommer et max antal besøg på ordningen :-)


Det har været dejligt vejr idag, så vi ville ud og nyde det med pigerne. Vi tog endnu engang et par timers rundtur hos dyrene på Frederiksberg. Pigerne er meget optaget af tigrene, så de blev beundret. Det blev også til studier af fx aber, giraffer og ulve samt et par minutters deponering af et stk. sut + suttekæde inde i rensdyrfolden. Jeg mistede dog tålmodigheden og hoppede over hegnet for at samle den op igen - officielt skulle vi nok have fundet en dyrepasser... Efter Zoo var vi ovre på Kartellet til dejlig brunchbuffet, imens pigerne sov i deres vogn ude foran cafeen.

Lotte passede pigerne hele lørdagen, fordi jeg var til et stort arrangement på Scandic Hotel med min fagforening. Det var en dejlig dag med faglige oplæg, både om arbejdsmarked og lægemiddelfaglige emner, socialt samvær og festlig sammenkomst om aftenen. Så jeg har været lidt træt idag efter "Pharma på tværs".

Nu venter en ny travl uge med mange aktiviteter.

Jacob.