søndag den 20. maj 2012

Weekend i familiens tegn

Så har vi haft en weekend, hvor vi har sat pigerne i højsædet. Jeg har arbejde mange lørdage for tiden, så derfor føltes det som en ekstra lang weekend med to hele fridage.

Vi startede lørdag formiddag med at få formiddagskaffe hos mormor og morfar, hvor vi fejrede deres bryllupsdag. Herefter delte vi familien op i tre hold: Julie ville gerne med mormor og morfar på planteskolen og købe blomster, så det fik hun lov til. Lotte havde nogle syprojekter ved spisebordet, der ventede, og jeg havde længe haft planer om at se udstilling af PH-lamper på Koldinghus. Emma blev spurgt, om hun ville med far på tur til Kolding, og det ville hun rigtig gerne.

Vi startede inde i byen, hvor vi havde nogle forskellige indkøb at gøre, og det var nemt at have hende med rundt - hun vekslede mellem at sidde oppe på mine skuldre og mellem at gå selv rundt. Vi traf Ole og Karen fra Skærbæk, som var ved at få istandsat deres ejendom i Slotsgade, hvor der skal være italiensk restaurant - dejligt at kende et forhåbentligt godt spisested i byen. Efter et par timer i byen gik vi op til Koldinghus og var lidt kulturelle - Emma syntes det var sjovt at være på et slot, men fangekælderen og fægtende mænd var dog ikke noget hun syntes om. Vi så udstillingen af lamper og herefter gik vi ned til bilen igen. Efter en tur i Bilka, hvor vi købte et nyt digitalkamera, var vi forbi Silvan og se på legestativer og rutsjebaner - det var lige noget, der passede Emma.

Endelig kørte vi ud til Vonsild for at se huset, og denne gang var det nødvendigt at have nøgle med, for huset er blevet lukket med døre og vinduer. Vi var derude i et par timer og vi nåede endda at have et besøg, fordi pigernes pædagog fra børnehaven tilfældigvis var i området og hun skulle da lige have lov at se huset. Der er rigtig naturskønt og en dejlig udsigt til marker, hvor der går heste. Emma cyklede på vores vej derude - det skal de nok komme til at gøre mange gange i fremtiden.


Vi kørte fra Kolding kl. 18 efter en dejlig eftermiddag. Vi har sagt til os selv, at vi skal huske at give pigerne nogle oplevelser hver for sig, så de ikke altid er sammen og skal forholde sig til deres søster, og vi kan også mærke, at de er helt anderledes, når de er på egen hånd - og så er det rigtig dejligt at se dem lege sammen, når vi kommer hjem igen.

I dag, søndag, har vi lavet puslespil herhjemme, været nede på legepladsen og ovre i anlægget og gynge. Sidst på eftermiddagen var vi ude ved mormor og morfar et par timer og lege i haven, og vi fik også lige set, da den nye prinsesse fik sin navn (jeg måtte ikke bilde pigerne ind, at hun kom til at hedde Prinsesse Tina).

Nu venter en ny uge, og i næste weekend tager vi til Ringkøbing og holder pinseferie og skal fejre onkel Carstens fødselsdag, så det glæder vi os til.

Mange hilsener
Jacob.

fredag den 4. maj 2012

Rejsegilde i Kolding

Så er vi nået så langt med husbyggeriet, at vi i dag har haft rejsegilde for vores hus. Det blev til et par gode timer med familie og venner fra lokalområdet. Også byggelederen fra firmaet kiggede forbi, selvom vi havde valgt en helligdag til denne seance - men vi havde dog fået at vide, at et rejsegilde var noget vi først og fremmest skulle holde for vores egen skyld, og ikke for håndværkernes, så det valgte vi at tage bogstaveligt, og derfor valgte vi St. Bededag, som passede ind i vores planer i en travl hverdag.


Husk, at I kan se billeder i mappen ovre til højre af bloggen.

Jacob.