onsdag den 25. april 2012

Weekend i hovedstaden

Sidste weekend var vi på tur til København. Vi tog afsted lørdag eftermiddag, da jeg kom hjem fra arbejde. Vi kørte direkte til Hotel Bella Sky, hvor vi havde bestilt weekendophold, da jeg alligevel havde en planlagt møde om mandagen. Lotte og pigerne var ude ved Louise i Gladsaxe om aftenen, hvor de hyggede sig. Jeg var ude at spise og i byen sammen med studiekammeraterne - det blev udover Retour Steak både til releaseparty på Nørrebro Bryghus og natklubben Zen, og selvom klokken var 2.30 inden det var sengetid for mit vedkommende, så var jeg frisk næste dag til dagens program.

Efter morgenmad på hotellet, så pigerne var fodret af, tog vi til Sluseholmen, hvor Gitte og Andreas havde inviteret til brunch. Det blev til et par hyggelige timer, hvor vi så børn, der bliver større og vi fik også reklameret lidt med tegningerne til vores nye hus. Herefter kørte vi retur til hotellet og fik slappet lidt af, inden bilen fragtede os lidt rundt på Amager. Vi var først i Dragør og nyde det gode forårsvejr og en is ved havnen. Pigerne nød at løbe rundt og brænde lidt krudt af. Det vakte også lykke at tage ud på legepladsen ved Flyvergrillen, hvor vi så det ene fly efter det andet på vej op i lufthavnen. Der har vi aldrig været før, så det var vist på tide. Om aftenen var vi inviteret ud til familien i Bagsværd, der havde lavet dejlig mad til os - det er længe siden vi har været der, så det var godt lige at besøge dem. På vej hjem kørte vi forbi Rønnegade, men det virkede ikke som om, at pigerne kunne genkende noget, men det var også mørkt. Det er lidt underligt, synes jeg, at køre forbi et sted, vi har boet så mange år. Vi tog retur til Bella Sky, og sov godt efter en dag med mange oplevelser.

Mandag morgen var vi oppe at se udsigten fra øverste etage med pigerne - der blev så lige et tøjdyr væk, men det fandt vi hurtigt igen. Efter morgenmaden tog jeg i Danmarks Apotekerforening til møde med mine dosispakkekolleger det meste af dagen. Imens tog Lotte og pigerne på barselsvisit hos Bettina. Efter mødet tog jeg S-toget til Valby og vi kørte retur østpå. En dejlig weekend med mange oplevelser - og vi er glade for at kunne tage sådan nogle weekender i hovedstaden, når lejligheden byder sig.

Jacob.

onsdag den 11. april 2012

En dejlig påskeferie er slut

Der sker så meget for tiden at det til tider kan være svært at følge med.

I Kolding er bunden nu lagt. På fredag i næste uge skal væggene være færdige og sidst på måneden/i begyndelsen af maj, lukker de huset.

Vi har i dag valgt klinker, og venter pt. på at høre tilbage fra HTH angående hårde hvidevarer. Vi har desuden fået oplæg fra elektrikeren, som vi lige nu tygger lidt på.

I påsken nåede vi både at fejre min fødselsdag (næsten 2 gange), en tur til Ringkøbing samt mormors fødselsdag. Det var dejligt med et lille afbræk fra arbejde, men det er nu også dejligt at være i gang igen.