torsdag den 4. december 2008

Velkommen til verden I kære små…

Efter lang ventetid fik vi endelig den 3. december udløst spændingen omkring kønnene på vores to dejlige børn. To små prinsesser – Julie og Emma.





Kort fortalt fik vi lov at opleve stort set en naturlig fødsel og et kejsersnit. Fortalt med lidt flere ord forløb fødslerne således:

Vandet gik ca. kl. 19 og så kan I ellers tro, at jeg fik travlt med at få Jacob hjem fra arbejde (vi havde en kraftig forventning om en nært forestående fødsel, og der var lige lidt, der skulle ordnes inden han kunne gå på barsel). Efter Jacob var kommet hjem ringede vi til Gentofte Hospital og fik at vide, at jeg liggende skulle vente på en ambulance, som ville køre mig til Rigshospitalet liggende. Så der lå jeg, midt i en sø på gulvet, og ind trådte 3 (set fra frøperspektiv) store ambulancereddere, klar til at fragte os til hospitalet. I kan nok forestille jer, hvor stolt jeg var over situationen lige i det øjeblik…

På vej i ambulancen begyndte veerne så småt, og hurtigt efter ankomst til fødemodtagelsen var veerne ret godt i gang og efter 5 kvarter på fødemodtagelsen kom vi på fødegangen. Udvidelsesfasen gik meget hurtigt, og allerede ca. 23.30 var jeg over 9 cm udvidet. Desværre var de 5 personer, der havde undersøgt mig, alle enige om at der lå en lille hånd og vinkede foran tvilling A’s hoved. Hmm… ikke den bedste besked. Men i og med at børnene ikke var så store, blev det vurderet, at de godt kunne fødes naturligt alligevel.

I løbet af de næste 3 timer skete der desværre ikke mere. Tvilling A’s hoved ville ikke komme helt ned i bækkenet, armen blev ved med at ligge og vinke, og veerne blev aldrig til presseveer. Øv. Så blev der sat ind med det tunge skyts, og vedroppet blev sat i aktion. Det betød yderligere 40 minutter med MEGET STORE SMERTER, men stadig uden at der skete yderligere fremgang. Herefter var der fælleskonsultation med alle de personer, der hidtil havde været involveret i fødslen, og bagvagten besluttede, at nu skulle fødslen afsluttes med kejsersnit (aldrig havde jeg troet at jeg skulle blive så glad for at høre det ord). Vedroppet blev droppet, jeg fik en indsprøjtning med vehæmmende medicin, og da først spinalbedøvelsen virkede var det bare skønt. Selve indgrebet gik hurtigt og uden problemer, pigerne kom til verden kl. 4.20 og 4.21 og omkring kl. 5 var jeg på opvågning, og Jacob var gået med pigerne og børnelægen på neonatalafdelingen.

I forbindelse med kejsersnittet så lægerne, at det var tvilling B, der havde lagt sin arm omkring tvilling A’s hoved (dvs. de lå i spænd!!!) samt at tvilling A’s navlestreng var så kort, at hovedet aldrig ville være kommet længere ned i bækkenet end det var allerede inden midnat. Så en naturlig fødsel var det aldrig blevet.

Jeg er nu indlagt på Glostrup Hospital, pigerne er på neonatalafdeling og Jacob kører i pendulfart mellem hospitalet og lejligheden. Der går nok en uge eller to inden vi får lov at tage pigerne med hjem – de skal lige være lidt større.


Der er mange flere billeder i vores album, der findes under ”Vores billeder” ovre i højre side af bloggen.

Kærlig hilsen
Lotte

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Lotte

Sikke et overskud allerede at få lavet et indlæg! Men skønt for alle os der sidder og venter i spændeing på detaljerne :o)
Endnu en gang rigtig hjerteligt tillykke - hvor er de smukke og hvor er det skønt at det er overstået og de har det fint.
Jeg skulle hilse mange gange fra alle vores drenge og specielt fra Conrad, der glæder sig til at skulle lege med alle de nye piger ;o)
Vi vil råbe et stort hurra for jer alle ude i Albertslund lørdag - så i kan nok næsten høre det i Glostrup.

Mange hilsner og hurra til jer alle 4.

Ina og Co