fredag den 31. juli 2009

Den længste søvn

Så skete det endelig ;-)


I går blev pigerne lagt i seng omkring kl. 21 som de plejer. Kl. 3 og kl. 5 skulle Julie lige have sutten og kl. 6.30 var Emma vågen og sulten, og Julie vågen en lille halv time senere. Helt vildt!!! Første nat uden mad. Lad os håbe, at dette er begyndelsen på den lykkelige tid, hvor børn sover igennem, og ikke mindst - lad os håbe at den varer ved.


I morges da Emma vågnede og var sulten, kom hun ind til os i soveværelset og blev ammet i sengen. Det var rigtigt hyggeligt, og hun lå virkelig og charmede. Jeg tænkte, at når nu hun var i så godt humør, var der en reel mulighed for, at hun ville ligge og lege lidt selv (med det hav af legetøj, der efterhånden har sneget sig ind i soveværelset), så moderen kunne få ½ time mere på øjet. Emma lurede godt, at jeg prøvede at sove, og som den kvikke baby hun er, lagde hun 2 og 2 sammen og gav mig hendes sut - ikke én gang, men to gange, og ikke bare lagt hen i nærheden af mig, næ hun oksede og boksede for at komme helt tæt på mig, og prøvede så at putte sutten ind i munden på mig, og det var tæt på det lykkedes. En sut har nu aldrig rigtigt været mig. Men, sød og omsorgsfuld, det er hun.


I denne uge kom børnepengene, og som alle andre børnefamilier i Danmark mente vi, at det var bedst at få dem brændt af hurtigst muligt ;-) Nyeste investeringer er klapvogne og rejsesenge. Klapvognene fik vi på udsalg til halv pris - så bliver man jo nødt til at slå til, og sengene sparede vi en hund på hver. Alt i alt en god handel, og så blev der jo til lidt (mere) legetøj til tøserne.


I morgen kommer farmor og farfar på besøg. Jacob har fødselsdag på mandag, og det skal de være med til at fejre. På tirsdag skal vi til kontrol med Emmas fod hos ortopædkirurgen på Glostrup Hospital, og vi har fået det ordnet således at farmor og farfar bliver til tirsdag og passer Julie imens. Dette er så formentlig også tidspunktet, hvor de nye klapvogne skal i brug for første gang. Rejsesengene venter vi lidt med at tage i brug.


Ingen kommentarer: