onsdag den 18. august 2010

Bryllupsfester

Så er det blevet tid til en hjemmedag. Kaffen står på bordet, pigerne leger rundt i lejligheden for de har fået lov at blive hjemme her i dag, onsdag.

De sidste to weekender har været præget af festlige begivenheder. Efter vores aften med optagelse til TV-Avisen, fortsatte vi med at gøre klar til bryllup dagen efter. Vi havde besøg af farmor, som gerne ville passe pigerne for os. Efter jeg havde fri fra arbejde om lørdagen, gik turen direkte mod Garnisonskirken her i København, hvor mine gode venner, Marianne og Casper, skulle vies. Det var en dejlig dag, hvor vi fik forfriskninger på kanalrundfart inden vi blev sejlet til Holmen, hvor der var stor fest på Frederiks Bastion om aftenen. Det blev sent inden vi kom hjem efter en dejlig bryllupsfest.

Weekenden efter tog vi mod Middelfart fredag aften for at sætte pigerne af ved mormor og morfar. Lørdag formiddag satte vi kursen mod Mols, for min kusine Anne skulle vies til Kenneth i Vistoft Kirke. Igen en dejlig dag med glade mennesker og rørende indslag. Festen blev holdt på Mejlgård Slotskro i dejlige omgivelser. Festen varede til langt ud på natten, så det var ikke mange timer, vi nåede at tilbringe på wellnesshotellet i Grenaa. Dagen efter var vi til frokost og kaffe ved Elise og Jens inden vi tog færgen mod Sjællands Odde for at hente pigerne, der havde været på familieweekend i sommerhus for at fejre tante Henriettes 30 års fødselsdag. Vi ankom til Rønnegade efter lidt forhindringer på Lersø Parkalle og Lyngbymotorvejen efter weekendens skybrud.

Bryllupper er en af milepælene her i livet, og det er altid dejligt at være med til at fejre familie og venner på denne store dag.

Ingen kommentarer: