I løbet af ferien er der sket rigtig meget med pigerne. Blandt andet har de begge lært at spytte, hvilket ikke er så morsomt, når de skal have mad, da det i praksis betyder mad ud over det hele. Herudover kan de nu også begge vende sig fra ryg til mave, og dermed rulle. Så fra nu af skal vi passe rigtig meget på, hvad vi har stående/liggende fremme, samt hvor vi lægger dem.
Som den flittige læser ved, har Emma fået en tand. Julie følger nu trop. Indtil videre har det været noget nemmere denne gang. Især fordi vi ved, hvorfor hun er ulykkelig, og kan give hende noget Panodil. Det virker rigtigt godt, og i løbet af 10 minutter er hun rolig igen. Emmas tand er nu blevet så stor, at vi er begyndt at børste den. Det har hun taget ganske pænt.
Efter vi kom tilbage til lejligheden efter vores ferie, har vi flyttet pigernes senge ind på deres værelse. Efter at have sovet fastspændt i voksiposerne, kunne de næsten ikke styre, at de nu kunne vende sig i deres senge. Så det blev flittigt afprøvet – med det resultat at moderen må ud af sengen kl. 3 om natten og vende dem om på ryggen igen, fordi de brokker sig over at ligge på maven… Ja, man kan ikke vinde hver gang. Men alt i alt har de taget det rigtigt flot og i morges vågnede Jacob kl. 7 ved at de gav lyd fra sig (Han tog dem, og jeg fik lov at sove til 7.45 – dejligt!).
Som det sidste – men måske største – er pigerne begyndt at få 3 måltider samt eftermiddagsfrugt. Øllebrød til morgenmad, majs/hirsegrød til frokost og kartoffel/gulerodsmos til aften. Om eftermiddagen er det fx agurk, honningmelon, blommer eller nektariner.
Og til dem der siger at de på et tidspunkt vil få rigtig meget glæde af hinanden, kan vi kun sige - at det har de allerede!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar