søndag den 23. august 2009

To gange børnepasning - det har vi nydt

Så er en dejlig weekend gået, og den har været fyldt med gode aktiviteter.

Fredag ankom farmor og farfar ud på eftermiddagen, for de havde lovet at passe pigerne om aftenen, hvor vi skulle med Lottes arbejde på Bakken. Vi mødtes derude og var først på Bakkens Hvile og høre viser og få en fadøl. Derefter var vi på restaurant inden det var tid til et par ture i forlystelser og vi sluttede med et par timer på Ølgod, hvor selveste Susanne Lana gav koncert - jo jo, vi var rigtig kommet på Bakken, og det var hyggeligt.

Lørdag var jeg på arbejde, mens resten af familien hyggede sig herhjemme. Da jeg kom hjem om eftermiddagen havde de så aftalt endnu en gang børnepasning, så Lotte og jeg var inde i byen om aftenen på restaurant og bagefter i biografen - det er virkelig år og dag siden vi sidst har været det. Vi var inde og se "Engle og Dæmoner", en rigtig god film, og vi fik samtidig planlagt at der er to andre film, vi skal ind og se her til efteråret: "Pigen der legede med ilden" og "Headhunter". Nu har jeg skrevet det her, så vi husker det, og hvis vi ikke får gjort noget ved det, så prik lige til os.

I dag havde pigernes mødregruppe inviteret alle fædrene med til grill i Fælledparken, så vi tilbragte hele eftermiddagen under træernes skygge og ude i solen med kongespil - det var rigtig hyggeligt og nogle søde familier der var samlet.

Så en dejlig weekend med en stor tak til farmor og farfar fordi de ville komme på besøg og hjælpe os. Og så var det i øvrigt også en optakt til nogle uger, hvor jeg er herhjemme. Nu er al sommerferie overstået på mit arbejde, så nu skal jeg være herhjemme og være sammen med familien - det har vi set meget frem til. Jeg har haft en ret hektisk måned på arbejdet pga et EDB-nedbrud med tab af en hel dags data, og det krævede en stor indsats efterfølgende, men det er overstået nu.

Mange hilsener
Jacob.

Ingen kommentarer: