mandag den 7. december 2009

Pasning

Blot en lille bøn til alle om at krydse fingre for at Emma og Julie snart får plads til pasning. Pt. står de nummer 10 og 11 på begge ventelister. Selvom vi godt ved, at der hele tiden er lidt skred i tingene, føler vi alligevel at det står stille lige nu. Men det er nok fordi det efterhånden fylder mere og mere i hovederne på os. Vil vi jo bare gerne have at de får de bedst tænkelige pladser - er det for meget forlangt? (Åh kære pladsanvisning, til jul ønsker jeg mig 2 pasningspladser...).

Her til aften var pigerne igen på rov i køkkenet. Det var Julie der lagde for, men Emma var ikke sen til at følge trop. Denne gang gik det ud over nogle flutes. Det er da godt de selv kan tage, når de er sultne.
Emma er for tiden en værre lille hidsigprop. Når noget ikke lige går, som hun gerne vil have, så skriger hun. Her til aften troede hun, at hun kunne gå mellem sofabordet og fodskamlen - det kunne hun bare ikke, for de stod for tæt. Så de fik en ordentlig omgang fra den lille dame. Hun har så sandelig temperament. Ved spisning går det ud over skeen eller koppen, når hun ikke lige vil have det, vi tilbyder hende. Som I nok har gættet, betyder det jævnlig gulvvask... Man skal huske at holde godt fast. Hænderne sidder også ret løse på hende for tiden, desværre for Julie er det ofte hende, det går ud over. Til alt held slår hun ikke så hårdt.

Julie er mere rolig og prøver, om hun kan charme sig til at få sin vilje. Et sødt smil og så hovedet på skrå - det kan varme mange december-hjerter. (Måske jeg skal have hende med et smut ned til pladsanvisningen, så hun kan charme dem?).

De står begge meget uden at holde ved noget. De er også begyndt at gøre noget, når de står sådan. Fx at slå på en kasse eller tage bogen over hovedet. Balancen bliver i høj grad trænet. Så bliver det spændende at se, om de gør som deres mor, og går i den måned de fylder 1 år - der er 24 dage endnu til at nå det i.

Ingen kommentarer: