onsdag den 19. maj 2010

En dejlig onsdag med pigerne

Idag holdt pigerne fri fra vuggestuen - det er længe siden de har været hjemme på min fridag, for der har været så mange gøremål, så det ikke lige har været muligt. Det har været en dejlig dag på deres præmisser, og jeg tænkte at det var meget sjovt lige at forevige den - så vi har den i god erindring.

Dagen har budt på hygge herhjemme til formiddag, hvor hele lejligheden som sædvanlig blev rodet til så ting og sager flød over det hele :-)

Jeg havde også kameraet fremme - de adlød min ordre om at kramme hinanden. Jeg kan ikke beskrive hvor skønt det er, når de er sådan. Det er så vidunderligt.




Efter deres middagsmad, som var pasta med pølser (fordi rugbrødet desværre var blevet dårligt) gik vi gennem Fælledparken og over til Østerbrogade, hvor jeg var ved frisøren mens pigerne sov deres middagslur i vognen udenfor. Det gik helt fint, og herefter var vi lige forbi biblioteket.

På vejen kom en kvinde i 20'erne cyklende forbi, og det, hun sagde, er faktisk det, der fik mig til at udgive dette indlæg. "Er det to piger, du har - hvor er de søde! Tillykke", sagde hun til mig, mens hun cyklede forbi. Helt ærligt, hvor dejligt med sådan en kommentar, som lige gjorde dagen endnu bedre. Som jeg siger på arbejdet, så kommer man langt med et smil. Jeg tror jeg vil udvide det til, at man kommer langt med et smil og en rar bemærkning.

Vi gik videre ned ad Østerbrogade, sad på en bænk et par gange og nød det dejlige forårsvejr - det gav gode minder tilbage til tiden med barselsorlov. Herefter en tur i sansehaven i Fælledparken, hvor vi hilste på nogle andre tvillinger, der blev passet af deres mormor og morfar. Herefter handlede vi stort ind i Føtex og gik hjem.

Efter aftensmad (der denne aften så var det forsømte rugbrød, der nu var indkøbt) fik pigerne et bad og efter vi havde leget inde i legehjørnet blev de lagt i seng og de sov bogstavelig talt med det samme uden et eneste kvæk fra dem.

Lotte havde fået mulighed for at arbejde hele dagen og aftenen, så hun kom hjem efter de var puttet - til gengæld havde hun fået noget fra hånden i denne travle tid.

Se, det var en dejlig onsdag i pigernes tegn.

Jacob.

Ingen kommentarer: