Sædvanen tro havde vi lagt en ambitiøs plan om at køre kl. 10 og så være i Ringkøbing til frokost - og som sædvanlig holdt planen ikke... Idet vi først vågnede kl. 9.15, var det op ad bakke fra begyndelsen. Og det hjalp ikke videre på det, at vi sad og snakkede i bilen, så vi missede vores afkørsel på motorvejen, og måtte ud på en mindre omvej.
Velankommet til Ringkøbing kl. 13 skulle der slæbes sække med gaver ind, inden vi kunne sætte os til bords. Herefter tog Carsten og Luci pigerne med ud og se en 'stor missetat' imens jeg hjalp med forberedelserne til julefrokosten. På vej retur stødte pigerne ind i julemanden ude på fortovet, og det var nogle meget glade piger, der tog ham med indenfor.
Efter lidt dans omkring juletræet skulle pakkerne deles ud, og også her var pigerne behjælpelige. De havde dog ikke helt styr på konceptet, og et par af pakkerne blev delt ud til den, der lige stod nærmest. Men herefter gik det bedre. Julie kunne dog ikke helt overskue alle pakkerne, og på et tidspunkt takkede hun nej til en pakke og adspurgt om en pakke, svarede hun at hun ikke ville have flere pakker. Hun ændrede dog senere mening.
Første nat uden sut gik rimeligt - det tog lidt lang tid at falde i søvn, men det kan ligeså godt skyldes alt virakken i løbet af dagen. 2. nat var lidt hårdere for moderen. Især Julie var ked af ikke at have sin sut, og da tårerne trillede ned ad kinderne på hende kl. 02.15 var det godt vi ikke havde gemt en sut i reserve, for så kunne det godt være at moderen havde givet efter.
Vi er nu tilbage i lejligheden efter nogle dejlige juledage og da børnehaven er lukket, skal pigerne og jeg hygge os sammen de næste dage - det skal nok blive godt!
Nu må vi se hvordan 3. nat uden sut går - vi venter stadig på, at de falder i søvn (men til deres forsvar skal det siges, at de har sovet i bilen på vej hjem fra Ringkøbing).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar